Gå til ridning i vores rideskole

Vi tilbyder holdundervisning på vores elevheste for både børn, ungryttere og voksne  I Aarhus Rideklub er vores hold inddelt i børne-, ungrytter- og voksenhold. Dette gør, at eleverne rider med andre i deres egen aldersgruppe. Underviserne i rideklubben er alle blevet undervist i aldersrelateret træning, og disse inddelinger gør, at eleverne vil lære på den bedst mulige måde i forhold til dette. Vores hold er derudover inddelt i niveauerne begynder, letøvet og øvet. Undervisningen sigter mod, at eleverne på de enkelte hold kan bestå Dansk Rideforbunds ryttermærkeprøver. 

 

Læs mere om ryttermærkerne

Begynderhold - 30 min.

Dette hold er til nye elever, der ingen erfaring har med heste og ridning. Der er til holdet tilknyttet en underviser og 2 hjælpere. Hjælperne er primært i stalden og hjælper til med op- og afsadling, og hvis der er andet, rytterne har brug for. Det er ikke altid, at hjælperne har mulighed for at være i ridehallen og hjælpe med at trække, så vi ser gerne, at forældre er indstillede på at give en hånd med dette. Eleverne lærer på dette hold, hvordan man sidder korrekt på hesten, og hvordan man styrer hesten i de forskellige gangarter. Undervisningen foregår hovedsageligt i skridt og trav, men der er altid plads til en galoptur sidst i timen, når eleverne er klar til det. Ud over at eleverne lærer at ride, lærer de også at håndtere hesten på en sikker måde, og de får den nødvendige viden for at kunne bestå ryttermærke 1. Holdet er på 1 time, men er opdelt i 2x30 min. Vi har en turnusordning, så eleverne på skift lærer at gøre hesten klar inden ridetimen. På den måde kommer alle til at lære den vigige del af at gå til ridning - nemlig at omgås og strigle hesten samt sadle op. Eleverne rider en halv time på hold af maks 4. Eleverne på det første hold i en begyndertime starter i stalden og rider efterfølgende, og det andet hold overtager de opsadlede heste og ponyer. Hver anden måned bytter vi.

Letøvet hold - 45 min.

Dette hold er for ryttere, der selv kan ride hesten i skridt, trav og galop og har lært det basale inden for ridning. På dette hold vil der stadig være fokus på korrekt opstilling, men derudover går vi i dybden med korrekt udførelse af de forskellige voltefigurer og lære, hvordan man laver et korrekt anspring til galop og lidt sideførende øvelser. Eleverne vil på dette hold også blive præsenteret for varierende undervisning med gymnastik på hest, skovture og let springning. Ud over at ride lærer rytterne på de letøvede hold mere om sikker håntering af hesten, men her udvider vi også vores viden om hestens biologi, og så lærer vi om etik omkring ridning og omgang med heste. På holdet for letøvede skal du have bestået ryttermærke 1, og du vil få den nødvendige viden for også at bestå ryttermærke 2. Hvis du har færdighederne fra ryttermærke 1, men endnu ikke har taget det, kan vi indstille dig til prøven, og du kan deltage i hold for letøvede, når du har bestået det.

Øvet hold - 45 min

Dette hold er for elever, der har lært at ride hesten sikkert og ansvarligt rundt i alle gangarter, kan ride rigtig diagonal og lave et korrekt anspring til galop. På dette hold vil eleven blive præsenteret for de sværere øvelser, som schenkelvigninger, versader, traverser, anspring til galop fra skridt og for-bagpartsvendinger. Derudover vil der være variation i undervisningen med skovture, bomarbejde og springning. 

Ud over ridningen vil rytterne som noget nyt blive præsenteret for viden om, hvordan man holder hest, samt hvordan hesten lærer nyt. For at gå på et øvet hold skal du have bestået ryttermærke 1 og 2, og du bliver i stand til at bestå ryttermærke 3. Hvis du allerede har færdigheder til ryttermærke 1 og 2, men endnu ikke har taget dem, kan vi indstille dig til prøverne med det samme, og du kan deltage på hold for øvede, når de er bestået.

Udstyr under ridning

Når du kommer til ridning i klubben skal du have sikkerhedsmæssigt forsvarligt udstyr på. Det vil sige:

  • Du skal ride med en godkendt ridehjelm, som er mærket VG1. Det er altså ikke tilladt at ride med cykelhjelm.
  • Du skal have sikkerhedsmæssigt forsvarligt fodtøj på, som er beregnet til ridning - hvilket vil sige, at der skal være en lille hæl på dine sko eller støvler, og de skal have en glat/let rillet sål og ikke have snører, der kan hænge fast i bøjlen. Du må altså ikke ride i flade kondisko.
  • Under springning skal alle ryttere under 18 år bære sikkerhedsvest. Ryttere på begynderhold skal bære sikkerhedsvest under alle former for ridning.

 

Aarhus Rideklub har hjelm, vest og støvler, som klubbens medlemmer, der kommer til ridning, kan låne. Henvend dig gerne inden du møder op, hvis du vil være sikker på, at vi har udstyr, der passer dig i størrelsen.

 

Vigtig viden som ny

Kunne du tænke dig at gå til ridning hos os?

Vi har desværre pt. venteliste til de fleste hold, men når der er en ledig plads på et hold tilbyder vi en gratis prøvetime til nye ryttere, før man binder sig til et medlemskab.

Se vores priser her, og holdoversigt her.

For at gå til ridning hos os skal du have en profil på vores hjemmeside - du opretter dig i menuen her på hjemmesiden. Dine forældre skal oprettes på din profil, hvis du er under 18 år.

Ønsker du at blive skrevet op på venteliste eller har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktinformationer på vores kontaktside.

Se også, hvad et medlemsskab i Aarhus Rideklub indebærer her, eller få et overblik over vores søde elevheste og -ponyer her.

 

Se vores priser i rideskolen

Vores sponsorer