Om Aarhus Rideklub

Aarhus Rideklub bor til leje hos Driftsaktieselskabet Vilhelmsborg syd for Aarhus. Vilhelmsborg er ejet af Aarhus Kommune, som via en brugeraftale har stillet bygninger og jordarealer til rådighed for Driftsaktieselskabet, der lejer faciliteterne ud til klubben. Se mere om ejerforholdene på Vilhelmsborgs hjemmeside

Vilhelmsborg er én af Danmarks største heste-højborge, og det er ikke usædvanligt at rende ind i sine store idoler i hesteverdenen her på vores område. Vilhelmsborg har nemlig samarbejde med en stor del af den danske heste-elite om at arrangere nationale og internationale stævner og championater, hvor de bedste af de bedste i sporten deltager.

Klubben er for alle, der er glade for heste og gerne vil lære at ride og udvikle sig som rytter. Det skal være trygt at være i stalden og trygt at ride, og vi har derfor stor fokus på sikkerhed og korrekt håndtering af hesten/ponyen. 

Vi prioriterer, at ridningen skal foregå på hestens præmisser, og vi arbejder løbende på at skabe de bedste forhold for hestene i vores stalde. Fællesskab og kammeratskab er også en vigtig del af dét at gå til ridning. Det er vigtigt, at vores medlemmer føler sig godt tilpas og får den hjælp, de har brug for, således alle får mere lyst til heste og ridning.

Letbanen går næsten lige til døren, og bus nummer 100 og 103 holder også tæt ved. I bil er der kun 15 minutters kørsel fra Aarhus C.

Ridefaciliteter i særklasse

Aarhus Rideklub har adgang til 3 store ridehaller – hvoraf to måler 20x60m, en mindre ridehal, der måler 20x40m, udendørs spring- og dressurbaner – alle anlagt med fiberbund, samt en stor terrænbane. Vi har desuden Vilhelmsborg Skov i baghaven og kort til stranden.

Derudover råder vi over to stalde på Vilhelmsborg med plads til cirka 70 heste – hvoraf omkring 20 bokse er til vores elevheste – samt både græs- og sandfolde.

Rideundervisning på alle niveauer i både spring og dressur

Aarhus Rideklub tilbyder rideundervisning af både børn og voksne på alle niveauer. I rideskolen foregår undervisning på hold ved vores beriderelever samt eksterne undervisere. Vores beriderelever kan også bookes til undervisning af ryttere med egen hest. Herudover tilbyder vi undervisning i dressur hos vores chefberider Hans Jørgen Nørgaard. I springning tilbyder vi undervisning ved berider Hans Ley.

Dansk Rideforbunds ryttermærker

Vores undervisning i rideskolen tager udgangspunkt i Dansk Rideforbunds ryttermærker. Det betyder, at du er sikret, at du, ud over at lære at ride, også lærer, hvordan du hånterer hesten på en sikker måde, hvordan du læser og forstår hestens adfærd, hvordan du behandler hesten på en etisk korrekt måde, og hvordan hesten skal passes.

Ridesport adskiller sig fra andre sportsgrene ved, at vi har med store, levende dyr at gøre. For at mindske risikoen for at komme alvorligt til skade er det vigtigt, at vi forstår hestens natur. Det er også vigtigt, at vi behandler hestene på en ordentlig måde, og det kræver, at vi ved, hvad der er rigtigt og forkert – både i forhold til hestens psykiske og fysiske behov.

Når du begynder til ridning i vores rideskole, vil undervisningen være tilrettelagt sådan, at du bliver introduceret for den viden, der passer til dit niveau. På holdende for begyndere får du viden og kompetencer til at kunne tage ryttermærke 1, på hold for letøvede får du viden og kompetencer til at kunne tage ryttermærke 2, og på hold for øvede får du viden og kompetencer til at tage ryttermærke 3. Når du har taget ryttermærke 3 vil du altså, ud over at være dygtig til at ride, også have viden som gør dig i stand til at tage vare på en part eller have din egen pony eller hest.

Bemærk, at det er et krav, at du har bestået ryttermærke 1, for at du kan gå på et hold for letøvede. Ligeledes er det et krav, at du både har bestået ryttermærke 1 og 2, for at du kan gå på et hold for øvede. Hvis du allerede har de fornødne kompetencer, kan du blive indstillet direkte til prøverne ved at henvende dig til din underviser.

Hvis du allerede har din egen pony eller hest og er medlem af klubben, så kan du stadig tage ryttermærker ved at henvende dig til én af vores undervisere. De kan hjælpe dig med den viden, som du måske mangler, eller de kan indstille dig direkte til ryttermærkeprøverne.

Læs mere om ryttermærkerne her.

Daglig ledelse

Aarhus Rideklubs daglige leder er uddannet berider med flere beriderelever under sig. Derudover har vi en kontor-og rideskoleansvarlig samt staldpersonale. Alle vores ansatte er altid klar til at hjælpe med spørgsmål omkring hestens fodring og pasning, opstaldning, privatundervisning, rideskolen og arrangementer. 

Aarhus Rideklub er en forening og har derfor en bestyrelse, der vælges på den årlige generalforsamling. Udover bestyrelsen er der nedsat flere udvalg med hver deres interesseområder. 

Arrangementer

Aarhus Rideklub afholder en del stævner på alle niveauer. Vi holder blandt andet årligt 2 interne elev- og træningsstævner kun for klubbens medlemmer. Derudover afholder vi hvert år Aarhusmesterskaberne i dressur og Aarhusmesterskaberne i spring, som begge er på C-plan samt flere C- og D-stævner i både spring og dressur.

Vi tilstræber at afholde ridelejr/træningsweekend for klubbens børn og unge 1-3 gange årligt. Derudover har vi en række løse arrangementer, som kan dække over alt fra fællesspisning til kæphesteridning.

Det er klubbens medlemmer, der laver alt det praktiske i forbindelse med stævner og arrangementer, så skriv dig gerne på hjælperlisterne, mød op og styrk klublivet og klubbens aktiviteter.

Lidt historie om klubben

Aarhus Rideklub, AAR, blev stiftet 1904 og har siden været samlingssted for heste- og ride-interesserede fra Aarhus og omegn. I 1937 blev Aarhus Ridehal bygget og indviet, og frem til 1994 var hallen, og faciliteterne omkring den, tilholdssted for AAR.

I 1990 flyttede klubben til Vilhelmsborg, Danmarks Nationale Hestesportscenter, og fik her nogle af de smukkeste “hesterammer” i Danmark.

Siden marts 2000 har Aarhus Rideklub stået for driften af rideskolen samt pensionærdriften.

Få et historisk tilbageblik på klubben, som den var i de helt gamle dage, i artiklen nedenfor.

 

Download artikel fra 1939

Vores sponsorer